Palau Skovareal

Indikatoren for skovareal måler det samlede landområde dækket af skov, defineret af Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) som landområder på mere end 0,005 km² med træer højere end 5 m (16 fod) og en trækronedækning på mere end 10 %. Denne definition kræver, at jorden ikke primært anvendes til landbrug eller byformål. Det omfatter både naturligt regenererende skove og plantede skove, såsom tømmerplantager etableret til træproduktion. Det udelukker dog specifikt frugttræsplantager, oliepalmsegmenter og skovbrugssystemer, hvor afgrøder dyrkes under en trækrone. Indikatoren tager højde for områder, der midlertidigt er uden træer — på grund af fældning eller naturlige forstyrrelser — forudsat at de forventes at regenerere. Det fungerer som en grundlæggende måling til vurdering af global biodiversitet, kulstofbindingsevne og effektiviteten af miljøbevarelsespolitikker på både nationalt og internationalt niveau.

Dataindsamling koordineres primært af Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) gennem Global Forest Resources Assessment (FRA). Denne proces bygger på en kombination af nationale skovopgørelser leveret af medlemsstaterne og fjernmålingsanalyser. Nationale rapporter udarbejdes af officielle korrespondenter ved hjælp af jordbaserede undersøgelser, selvom hyppigheden af disse opdateringer varierer fra land til land. For at sikre global konsistens bruger FAO satellitbilleder til at verificere rapporterede tal og udfylde datamangler. En stor begrænsning er variationen i datakvalitet; mens nogle nationer leverer opdateringer hvert par år, kan andre forlade sig på undersøgelser foretaget for over 10 år siden. Desuden kan forskelle mellem definitioner af arealanvendelse og landdækningsdata føre til modstridende estimater mellem internationale overvågningsplatforme, da tilsigtet anvendelse og fysisk tilstedeværelse af træer er forskellige målinger.

Mens FAO fortsat er den primære kilde til officielle data om arealanvendelse, leverer Global Forest Watch (GFW) årlige estimater af trædække baseret udelukkende på satellitobservationer. GFW rapporterer ofte højere tabstal, fordi de inkluderer midlertidige rydninger som fældning, som FAO klassificerer som værende skov, hvis det er hensigten, at jorden skal vokse op igen.

En global benchmark for sunde terrestriske økosystemer er cirka 31 % af det samlede landareal. Årlig netto skovændring anses for positiv, hvis gevinster fra skovrejsning og naturlig ekspansion overstiger tab fra afskovning, selvom bevarelse af primær skov har højeste prioritet for biodiversiteten.

Nylige estimater indikerer, at verden har et samlet skovareal på cirka 41 millioner km² (16 millioner sq mi), hvilket dækker omkring 31 % af det globale landareal. Selvom verden fortsat mister skovareal, er hastigheden af nettotabet aftaget betydeligt i løbet af de sidste par årtier. Nylige data viser, at det årlige nettotab faldt fra 78.000 km² i 1990'erne til cirka 47.000 km² i det seneste årti. Denne tendens er drevet af en kombination af reduceret afskovning i visse tropiske nationer og betydelige stigninger i skovarealet i tempererede regioner gennem både naturlig ekspansion og storstilede plantningsinitiativer. På trods af denne aftagende hastighed er tabet af primære tropiske skove fortsat en kritisk bekymring, da disse økosystemer er uerstattelige for kulstoflagring og biodiversitet.

Skovfordelingen er meget ujævn, idet blot fem lande — Rusland, Brasilien, Canada, USA og Kina — rummer 54 % af verdens samlede skovareal. Europa, inklusive Rusland, har den største regionale andel på 25 %, mens Sydamerika har den højeste andel af skovdække i forhold til sit landareal på 49 %. I løbet af de sidste 30 år er de regionale tendenser gået i hver sin retning: Afrika og Sydamerika har oplevet de største nettotab af skovareal på grund af landbrugsudvidelse og skovhugst. Omvendt har Asien set betydelige nettogevinster, i høj grad drevet af massive skovrejsningsprogrammer i Kina. Højindkomstlande viser generelt stabile eller stigende skovarealer, mens lavindkomst-tropiske regioner fortsat står over for det største pres fra omlægning af arealanvendelse til kvægbrug og soyaproduktion.