Rwanda Statsgæld (% af BNP)

Statsgæld, også kendt som offentlig gæld, repræsenterer de samlede økonomiske forpligtelser, som en regering har påtaget sig for at finansiere sine budgetunderskud og offentlige investeringer over tid. Denne indikator måler typisk den generelle offentlige bruttogæld, som omfatter centrale, regionale og lokale administrationer samt sociale sikringsfonde. Den udtrykkes oftest som en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP) for at give en kontekst vedrørende en nations evne til at tilbagebetale sine forpligtelser i forhold til størrelsen af dens økonomi. Beregningen involverer summering af alle udestående forpligtelser, herunder statsobligationer, skatkammerbeviser og lån. I modsætning til et budgetunderskud, som måler forskellen mellem indtægter og udgifter i en enkelt periode, er statsgæld et kumulativt mål for alle tidligere underskud. Høje gældsniveauer i forhold til det økonomiske output kan påvirke rentesatser, statslige kreditvurderinger og det finansielle råderum, der er til rådighed for fremtidige offentlige udgifter til vital infrastruktur, sundhedsvæsen eller uddannelse.

Dataindsamling for statsgæld baseres primært på rapporter fra nationale finansministerier, centralbanker og internationale organisationer som Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. IMF World Economic Outlook og Global Debt Database fungerer som primære kilder til standardiserede sammenligninger på tværs af lande. En væsentlig begrænsning i dataindsamlingen er variationen mellem rapportering af bruttogæld og nettogæld. Bruttogæld omfatter alle finansielle forpligtelser, mens nettogæld fratrækker likvide finansielle aktiver ejet af regeringen. Desuden kan lande anvende forskellige regnskabsstandarder, såsom kontantbaseret versus periodiseret regnskabsførelse. Nogle nationer kan også udelukke gæld i statsejede virksomheder (SOE'er) eller lokale myndigheder, hvilket kan føre til en undervurdering af den samlede offentlige forpligtelse. Sammenligning kompliceres også af valutasvingninger, når en væsentlig del af gælden er denomineret i fremmed valuta.

IMF og Verdensbanken kan rapportere forskellige tal, fordi IMF ofte bruger en bredere definition af den generelle offentlige sektor, mens nationale kilder måske kun fokuserer på den centrale statsgæld. Uoverensstemmelser opstår også som følge af forskellige metoder til værdiansættelse af gæld til enten pålydende værdi eller markedsværdi.

En gældskvote under 60 % nævnes ofte som et benchmark for finansiel stabilitet på udviklede markeder. Kvoter over 90 % er hyppigt forbundet med langsommere langsigtet økonomisk vækst, mens tærsklen for bekymring for vækstmarkeder typisk er lavere, omkring 40 % til 50 %.

Nylige globale tendenser indikerer, at den samlede statsgæld har stabiliseret sig på et historisk højt niveau efter en kraftig stigning under den globale pandemi. Mens økonomisk vækst oprindeligt hjalp med at reducere gældskvoterne, har overgangen til et miljø med højere renter øget omkostningerne ved at servicere denne gæld. Mange regeringer afsætter nu en større del af deres budgetter til rentebetalinger frem for offentlige tjenester. Desuden er der en voksende divergens mellem avancerede økonomier, som ofte kan opretholde højere gældsniveauer på grund af investortillid, og lavindkomstlande, der kæmper med likviditet. Nylige data indikerer, at ca. 60 % af lavindkomstnationerne er i høj risiko for eller allerede befinder sig i gældskrise. Dette har givet anledning til internationale diskussioner om gældssanering og bæredygtigheden af de nuværende finanspolitiske veje i en æra med demografiske skift og klimarelaterede udgiftsbehov. Den globale gennemsnitlige gældskvote er fortsat betydeligt højere end niveauerne før finanskrisen i 2008.

Avancerede økonomier opretholder generelt højere gældskvoter end vækstmarkeder på grund af dybere finansielle markeder og højere investortillid. Japan er fortsat en bemærkelsesværdig afviger med en kvote på over 250 %, primært finansieret af indenlandske investorer. I USA og dele af eurozonen overstiger gældsniveauerne ofte 100 % af BNP. I modsætning hertil står mange nationer i Afrika syd for Sahara og Latinamerika over for lavere absolutte gældskvoter, men højere risici for gældskrise på grund af højere renter og afhængighed af lån i fremmed valuta. Vækstmarkeder i Asien har set en stødig stigning i den offentlige gæld, efterhånden som de udvider infrastrukturprojekter. Samtidig opretholder olieeksporterende nationer i Mellemøsten ofte lavere gældsniveauer i perioder med høje energipriser ved at bruge statslige investeringsfonde til at modregne forpligtelser.